Hvordan kan virksomheder arbejde med Scope 3?

Hvordan kommer man egentlig i gang med Scope 3, når en stor del af virksomhedens udledninger ligger i værdikæden – og løsningerne både kræver data, dialog og nye måder at tænke virksomhedens produkter og processer på?

Den 26. august samlede vi virksomheder til et stormøde om Scope 3 og leverandører i samarbejde med Transition. Dagen satte fokus på Scope 3 fra både et fagligt og praktisk perspektiv – fra kortlægning og datakvalitet til leverandørsamarbejde og konkrete reduktionstiltag.

For arbejdet med Scope 3 stopper ikke, når klimaregnskabet er lavet. Kortlægningen skal også bruges til at finde ud af, hvor virksomheden faktisk kan sætte ind.

Det kan være gennem tættere samarbejde med leverandører, men også gennem interne beslutninger om eksempelvis materialer, indkøb, produktdesign, vedligeholdelse, reparation og nye forretningsmodeller.

Når de største udledninger ligger uden for virksomheden

Scope 3 dækker de indirekte udledninger i virksomhedens værdikæde – både opstrøms og nedstrøms. GHG-protokollen opdeler Scope 3 i 15 kategorier, som tilsammen dækker udledninger på tværs af værdikæden – fra blandt andet indkøbte varer og ydelser, transport og affald til medarbejderpendling samt brug og behandling af solgte produkter.

Det betyder ikke nødvendigvis, at alle 15 kategorier er lige relevante for den enkelte virksomhed. En vigtig del af arbejdet er derfor at identificere, hvor de væsentligste udledninger ligger, og hvilke kategorier virksomheden bør fokusere på.

Scope 3-udledninger udgør typisk 75-95 procent af en organisations eller virksomheds samlede drivhusgasudledninger.

Det betyder, at leverandører, kunder og samarbejdspartnere ofte spiller en vigtig rolle. Men løsningen ligger ikke kun uden for virksomheden.

Når de væsentligste udledninger er identificeret, bliver næste spørgsmål:

Hvilke beslutninger kan vi selv træffe anderledes?

Det kan eksempelvis være at reducere materialeforbruget, vælge andre materialer, redesigne produkter eller gøre dem lettere at vedligeholde, reparere og opgradere. Det kan også være at arbejde med gensalg, take-back eller Product-as-a-Service.

Scope 3 bliver dermed også et spørgsmål om intern dialog på tværs af virksomheden.

Fra klimaregnskab til handling

Et eksempel fra Transitions oplæg var Aasted, hvor mere end 95 procent af virksomhedens CO2e-udledninger stammer fra kundernes brug af de solgte maskiner.

Aasted arbejder blandt andet med at analysere kundernes energiforbrug og forlænge maskinernes levetid gennem vedligeholdelse, reparation og opgraderinger.

Maskinerne designes eksempelvis, så komponenter, der bliver forældede hurtigere end resten af maskinen, lettere kan udskiftes. Derudover arbejder virksomheden med Product-as-a-Service.

Casen viser, hvordan Scope 3 kan bruges som afsæt for at spørge, om produktet eller forretningen omkring det kan udvikles på en måde, der reducerer klimaaftrykket gennem hele produktets levetid.

Data skal bruges som beslutningsgrundlag

Virksomheder kan være nødt til at starte med de data, de har. Det kan eksempelvis være økonomiske indkøbsdata. Men jo mere specifikke data bliver – eksempelvis fysiske mængder eller leverandørspecifikke klimadata – desto mere præcist bliver billedet af virksomhedens udledninger.

Det betyder ikke, at virksomheder skal vente med at komme i gang, indtil alle data er perfekte. Datakvaliteten kan forbedres løbende.

Her er dialogen med leverandørerne central, fordi mange allerede har klimadata, som kan bruges.

Fra klimaregnskab til reduktioner med Klimaklar

Klimaklar satte fokus på, hvordan SMV'er kan omsætte klimaregnskabet til konkrete reduktioner. I Scope 3 kan det blandt andet være gennem ændringer i indkøb, redesign, mindre materialeforbrug eller valg af andre materialer.

En vigtig pointe var også dialogen med leverandørerne. De kan allerede have relevante klimadata eller være i gang med reduktionstiltag, uden at den viden nødvendigvis når frem til kunden.

Klimaklar viste desuden en case, hvor en dansk ventilationsproducent efter et cirkulært forløb valgte at fokusere konkret på produktionsspild. Det viser, hvordan klimaregnskabet kan bruges til at identificere, hvor der er konkrete muligheder for at reducere udledningerne.

Caseoplæg: Lidl og ESG365

Lidl og ESG365 gav på dagen to forskellige perspektiver på arbejdet med Scope 3.

Hos Lidl Danmark ligger 99,65 procent af virksomhedens udledninger i Scope 3, og 81 procent kommer fra indkøbte varer og services. Det gør leverandørsamarbejdet centralt.

Lidl arbejder blandt andet med leverandørmål, datagennemsigtighed og opkvalificering. Leverandører, der tilsammen står for 75 procent af Lidls Scope 3-udledninger, skal sætte klimamål efter SBTi-kriterierne.

ESG365 satte fokus på, hvordan virksomheder kan komme i gang i mindre skala: Skab overblik over de relevante Scope 3-kategorier, identificér nøgleleverandørerne, og undersøg hvilke data de allerede har.

Pointen var, at der ofte findes mere data hos leverandørerne, end virksomhederne forventer.

Erfaringer fra virksomhederne

Virksomheder er forskellige steder i arbejdet med Scope 3. For nogle handler det stadig om at skabe overblik. For andre om at få bedre data, involvere leverandører og finde konkrete reduktionstiltag.

Hos Thorsens Chips begynder arbejdet med noget helt konkret: kartoflerne. Virksomheden undersøger blandt andet, hvilke data landmænd og leverandører allerede har.

Rådet herfra er:

“Start et lille sted og arbejd dig langsomt op.”

Det opsummerer meget godt en af dagens gennemgående pointer: Scope 3 behøver ikke blive løst på én gang.

Science Based Targets

På dagen blev virksomhederne også introduceret til Science Based Targets initiative (SBTi), som giver virksomheder en ramme for at opstille videnskabsbaserede klimamål.

For SMV'er findes der blandt andet near-term science-based targets, maintenance targets og net-zero targets. Flere af ruterne indebærer også, at virksomheden forpligter sig til at måle og reducere Scope 3.

Det vigtigste er at komme i gang

Virksomheder er forskellige steder i arbejdet med Scope 3, men man behøver ikke have alle svarene fra begyndelsen.

Det handler om at forstå, hvor udledningerne ligger, forbedre datagrundlaget og bruge den viden til at træffe bedre beslutninger – både sammen med leverandørerne og internt i virksomheden.

Når klimaregnskabet bruges på den måde, bliver det ikke kun dokumentation af virksomhedens udledninger, men et værktøj til at reducere dem.

"Søg professionel hjælp. Afdæk markedet og undersøg, hvilke muligheder der findes."

Rikke Meldgaard  |  Topsoe