Medlemmet Blue Water Shipping, en global logistikleverandør, oplever, at den bæredygtige omstilling ikke handler om store spring og mirakelløsninger – men om tålmodig, målrettet fremdrift.
En intern pulje sætter handling bag ambitionerne
Hos Blue Water har man derfor valgt at fokusere på processen. Derfor investerer de løbende i interne projekter, der skal mindske CO₂-udledningen – ét skridt ad gangen. En særlig intern CO₂-besparelsespulje gør det muligt at sætte handling bag ambitionerne:
”Vores CO2 reduktionsinitiativ er designet til at supportere reduktionsprojekter på tværs af alle Blue Water’s globale kontorer for at hjælpe os med at nå vore reduktionsmål for 2030. Alle medarbejdere bliver opfordret til at indsende projektansøgninger, der flugter med vores decarboniseringsmål. Hvert kg CO2 tæller”, siger Per Jakobsen, der er Business Development Manager i Blue Water.
Små skridt – store effekter
Ifølge Per fylder elektrificering meget i den offentlige debat – og med god grund, for el er en af de mest energieffektive løsninger. Men i praksis halter infrastrukturen stadig efter, især når det gælder lange ture. Derfor arbejder Blue Water også med alternative brændstoffer og overgangsløsninger.
HVO som et skridt på vejen
Et eksempel er brugen af HVO (Hydrotreated Vegetable Oil) – et brændstof, der kan bruges i eksisterende lastbiler og tanke. Det er ikke den endelige løsning, men en måde at komme videre på, mens man arbejder på, at teknologier som el og brint bliver mere tilgængelige og skalerbare.
Samtidig træner Blue Water deres kunder i, hvordan de selv kan tage mere klimavenlige valg i logistikken. Det handler ikke om at pege fingre – men om at gøre mulighederne tydelige og konkrete.
På vej mod Science Based Targets
Blue Water har forpligtet sig til Science Based Targets-initiativet og er godt på vej til at nå sine mål for både direkte og indirekte udledninger (scope 1 og 2). Men det betyder ikke, at arbejdet stopper her. Tværtimod giver det større mod på nye projekter: ”De første 3 projekter er nu godkendt og på vej til at blive realiseret. Det giver en endnu større lyst til at nå videre ud i organisationen”, siger Per.
Den 25. november dykker vi endnu dybere ned i fremtidens transport til årets transportkonference. Du tilmelder dig her.