Der er en særlig energi i rummet, når lokale kræfter deler det, de brænder for. Til generalforsamlingen blev scenen sat for netop det: seks fortællinger fra Herning – fortalt af dem, der hver dag arbejder for at rykke noget.
Vi kaldte det Herning til Herning – live. Her er et indblik i de seks cases:
Keep Smiling Run
Med smil i stemmen og en klar mission tog founder Michelle Vesterby ordet. Hun står bag Keep Smiling Run – et motionsløb, der rammer Herning den 10. september 2026.
Her er det ikke tider og placeringer, der tæller. Det er glæden ved at bevæge sig, fællesskabet og følelsen af at høre til. Michelle, som er iværksætter og coach, kender de barrierer, mange oplever i mødet med klassiske løb. Derfor er Keep Smiling Run skabt med plads til alle – familier, ældre og dem, der bare vil være med.
Til generalforsamlingen blev det også offentliggjort, at Dilling støtter løbet. Nu er håbet, at endnu flere virksomheder vil være med til at løfte det, der sigter mod at blive Danmarks gladeste motionsløb – i Herning.
Heartbeat Studio ApS
Der var både kant og engagement, da stifter Martin Quade fortalte om Heartbeat Studio ApS.
Virksomheden arbejder med at give affald og restmaterialer nyt liv. Som upcyclende, socioøkonomisk virksomhed skaber Heartbeat ikke bare produkter – men også rum for mennesker. Her kan flere bidrage, lære og opleve deres egen værdi i den grønne omstilling.
Men det stopper ikke ved det ansvarlige. Produkterne skal også være smukke. Martin understregede, at bæredygtighed ikke må føles som et kompromis – det skal inspirere, fungere og være æstetisk stærkt.
Heartbeat er mere end en virksomhed. Det er en bevægelse. Og på dagen fik flere mulighed for at blive en del af den.
Ege Carpets
Ege Carpets er en velkendt spiller på egnen – men arbejdet bag tæpperne rummer flere nuancer, end de fleste ser.
ESG Manager Camilla Aalbæk Jacobsen gav et indblik i virksomhedens arbejde med materialer og CO₂-aftryk. For i byggebranchen er materialevalg afgørende – og netop her eksperimenterer Ege med nye løsninger.
Genanvendt nylon, laminat fra industriglas og plastflasker er allerede en del af paletten. Samtidig er uld vendt tilbage i produktionen – et klassisk naturmateriale med både fordele og udfordringer.
Camilla satte ord på de dilemmaer, der følger med. For selv de gode valg kan have en bagside. Det gav forsamlingen et ærligt indblik i, hvordan innovation og ansvar går hånd i hånd i praksis.
Herning Vand
Hvordan beskytter man noget, man ikke kan se? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da direktør Jakob Juhl fortalte om Vandskoven.
Historien begyndte med en strategi for grundvandsbeskyttelse. En ambition, der siden fik liv, da DanskHåndbold – værter for slutrunden i 2026 – satte fokus på vand gennem deres “Pure Promise”.
Et samarbejde tog form. Sammen med Herning Kommune og Grundfos opstod idéen om en skov. I dag er de første træer plantet ved Løvbakkerne, hvor Herning Vand også opfører et nyt vandværk.
Skoven beskytter grundvandet. Og potentialet er stort: Området dækker 35 hektar – men kun én er tilplantet indtil videre. Derfor lød der også en opfordring fra Jakob til forsamlingen: Vær med til at plante fremtiden.
Safe and Shine
Som eneste ikke-medlem på scenen bragte founder Jane Vanting et nyt perspektiv ind.
Hun er prestarter i Bæredygtig Hernings co-work og arbejder på at lancere Safe and Shine. Idéen opstod under syv år i Schweiz, hvor reflekser er lovpligtige for skolebørn.
Nu vil Jane gøre reflekser relevante for unge og voksne – ved at kombinere sikkerhed med design. Produkterne skal både gøre os synlige og være noget, vi har lyst til at bære.
Hun delte åbent rejsen som iværksætter: fra idé og produktionsovervejelser til partnerskaber og arbejdet med at skabe en levedygtig forretning.

Landeriet
Dagens sidste fortælling kom fra forstander Søren Bundgaard.
Han står bag Landeriet – en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) for unge, der ikke passer ind i de traditionelle uddannelsesrammer. Men ambitionerne stopper ikke der.
Med initiativet Special Skills vil Søren skabe en ny type uddannelsesmesse i Herning. Her skal unge møde lokale muligheder i rammer, der tager højde for deres behov – og i fire konkrete spor.
Målet er klart: at bygge bro mellem virksomheder, STU’er og unge, der står over for vigtige valg.
Tak til alle oplægsholdere for at dele deres erfaringer, deres mod og deres vilje til at inspirere til handling.
Overraskelsen
Aftenen bød også på et overraskelsesindlæg fra spoken word-artist, Ditlev Damhus. Vil du se et anderledes indlæg om Herning, foreningen og områdets arbejde med bæredygtighed, så kan du se linket her: