Hverken krydstogtbranchen eller messebranchen er kendt for at være overvældende bæredygtige i udgangspunktet. Alligevel holder to virksomheder i Herning bæredygtighedsfanen højt i netop disse brancher – og nu har de lavet et pilotprojekt om noget helt tredje: Lydtætte telefonbokse til Bæredygtig Hernings kontor, der måske kan lede til et større samarbejde.

Det lå ikke i kortene, at en tæppefabrikant og en virksomhed, der designer og producerer messestande og butiksinventar skulle mødes om at lave en lydtæt telefonboks, som kan give privatliv i det åbne kontorlandskab. Ikke desto mindre er det det, der kan ske, når to medlemmer af Bæredygtig Herning ser en mulighed for at skabe noget sammen.

 

Lone Ditmer er marketingchef i Dansk Wilton – en hæderkronet Herning-virksomhed der designer og producerer tæppeløsninger til hospitality-industrien, det vil sige krydstogtskibe, hoteller og biografer mv. Da Lone læste om Bæredygtig Herning, vidste hun med det samme, at Dansk Wilton ville få glæde af et medlemskab.

”På mange områder er vi rigtigt langt med bæredygtige tiltag i Dansk Wilton. Vi er Cradle to Cradle certificerede, vi producerer kun det kunden skal bruge, vi arbejder bevidst med at skabe designs der minimerer spild, vi producerer lokalt og mange andre tiltag. Men en virksomhed af vores størrelse har ikke en stor CSR-afdeling, og det var tydeligt for os, hvordan Bæredygtig Herning kunne være med til at give os den inspiration, viden og det netværk, vi har gavn af. Det er et stort plus at møde virksomheder, der deler vores ambitioner, selvom vi arbejder i vidt forskellige brancher. Det gør os stærkere som virksomhed, og det gør os stærkere som lokalt fællesskab”, siger Lone Ditmer.

"Det er et stort plus at møde virksomheder, der deler vores ambitioner, selvom vi arbejder i vidt forskellige brancher. Det gør os stærkere som virksomhed, og det gør os stærkere som lokalt fællesskab."

Lone Ditmer  |  Marketingchef, Dansk Wilton

Da Bæredygtig Herning skulle indrette sine egne lokaler, hørte Lone, at man var i dialog med EasyFair – en lokal designer og producent af messestande og butiksinventar – om at få lavet en telefonboks til det åbne kontorlandskab.

”Da jeg hørte om telefonboksene, var vi i fuld gang med et pilotprojekt med Color Line om at genanvende vores gamle tæpper, som de skulle udskifte i forbindelse med en renovering af en færge. Vores tæpper er primært lavet af uld, så man kan ikke lave nye tæpper ud af dem, fordi fibrene er for korte. Men hvis de gennemgår en proces, hvor tæpperne neddeles og tilføres en bindefiber, kan man udvikle non-woven materialer af tæpperne i form af filtplader, som er meget lydabsorberende. Filtpladerne kan samtidig presses under høj varme og omdannes til hårde plade med andre anvendelsesformål. Så der var jo pludselig et match i forhold til telefonboksene”, fortæller Lone Ditmer.

Easy Fair er også en virksomhed med adresse i Herning, og også her har man længe arbejdet bevidst med bæredygtighed. ”Vi gik med i Bæredygtig Herning for at vide, hvad der rører sig i Herning på bæredygtighedsfronten. Det har vi et ansvar for overfor vores kunder – det er vores job at bidrage med perspektiver, de ikke nødvendigvis selv har taget stilling til, når de kommer til os. Vi skal inspirere dem og give dem mulighed for at træffe bæredygtige valg, og det betyder selvfølgelig, at vi også selv skal inspireres”, siger Dan Arnoldsen, projektleder i EasyFair.

”Bæredygtighed og messer hænger ikke særlig godt sammen i udgangspunktet. På en messe bliver ting fragtet meget langt, og måske bliver de smidt ud efter brug. Det vil vi gerne være med til at ændre, så de brands der har en bæredygtig profil, også har det, når de tager på messe”, siger Jacob Nøddesbo, konceptudvikler i EasyFair. ”For os er bæredygtighed meget konkret – det skal være mere end at bekende sig til fire verdensmål og skrive det på hjemmesiden”.

For os er bæredygtighed meget konkret – det skal være mere end at bekende sig til fire verdensmål og skrive det på hjemmesiden.

Jacob Nøddesbo, Konceptudvikler, EasyFair


Netop ønsket om at gøre en konkret forskel gjorde samarbejdet med Dansk Wilton til en lavthængende frugt for EasyFair. EasyFair bygger selve telefonboksen og Dansk Wiltons filtplader agerer lydabsorbent inde i væggene. Væggene beklædes i den ene boks med tæpper fra Ege Tæpper, som er lavet af genbrugte tæpper og plast fra verdenshavene. I den anden telefonboks leveres tæpperne af Dansk Wilton – her er det tæpper baseret på ufarvet uld, dvs. et produkt helt uden farvestoffer og Cradle to Cradle certificeret. Endelig beklædes ydersiden af boksen med egetræslameller fra Horn Bordplader – hør mere om Horn Bordplader her.

Både Dansk Wilton og EasyFair betragter telefonboksene som et pilotprojekt, der måske kan lede til et mere fast samarbejde. ”Det er et perfekt eksempel på, hvad Bæredygtig Herning kan”, siger Dan Arnoldsen. ”Bæredygtighed er svært, så det er meget værdifuldt at have et forum, hvor man kan mødes med ligesindede virksomheder og lade sig inspirere af nogen, der står med nogle af de samme udfordringer som en selv. Herning er en meget entreprenant by, og bæredygtighed har ikke altid været højt på agendaen. Det er det kommet nu, og det er meget glædeligt”.

Herning er en meget entreprenant by, og bæredygtighed har ikke altid været højt på agendaen. Det er det kommet nu, og det er meget glædeligt

Dan Arnoldsen, Projektleder, EasyFair


Lone Ditmer er enig og fortæller, at hun glæder sig til at vise Bæredygtig Herning frem for kunder fra udlandet. ”Lokalerne er superlækre og jeg kan nemt forestille mig at invitere gæster fra udlandet og fx lave workshops og netværksarrangementer der. Den internationale del er meget vigtig for os. Vi skal lade os inspirere af andre lande og fx få oplægsholdere på besøg fra Holland, der er meget langt fremme. Det ser jeg frem til”.

 

Du kan booke vores telefonbokse HER

Virksomhed

Dansk Wilton, Ege Tæpper, HORN, EasyFair

I Bæredygtig Hernings showroom: Lydtætte telefonbokse til brug i storkontoret