Som noget nyt går Erhvervsrådet Herning/Ikast-Brande, Bæredygtig Herning og Vestjysk Bank sammen om at invitere lokale virksomheder til ESG-konference. Konferencen bliver afholdt tirsdag den 21. november i Herning og sætter fokus på, hvordan de lokale virksomheder kan arbejde strategisk og handlingsorienteret med bæredygtighed i forretningen.

 

Bæredygtighed er et af de emner, som i dag står højst på den samfundsmæssige dagsorden. Danske virksomheder bliver mødt af stadig stigende krav fra både lovgivning og forbrugere om at kunne dokumentere, at de driver en ansvarlig forretning.

 

For især små og mellemstore virksomheder kan arbejdet med ESG imidlertid virke som en dyr og uoverskuelig opgave. På det bagtæppe skal den nye konference inspirere og motivere lokale virksomheder til at tage fat på ESG.

 

- Når snakken falder på ESG, kan det hurtigt komme til at handle om lovgivning og rapportering. Men der er også et stort potentiale i at arbejde med bæredygtighed som en strategisk del af forretningsudviklingen, og det vil vi gerne stille skarpt på med denne konference. Her i vores lokalområde har vi adskillige virksomheder, som er lykkedes med at forene bæredygtighed og virksomhedens mål om værdiskabelse – og de succeshistorier skal vi have frem i lyset, siger Rasmus Norup, erhvervsdirektør i Erhvervsrådet Herning/Ikast-Brande.

 

Inspirerende indlæg og paneldebat

Konferencen åbnes af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, der vil fortælle om grøn konkurrencekraft, og hvordan virksomheder gør deres ESG-arbejde til en driver for mere cirkulære forretningsmodeller og en stærkere konkurrenceevne.

 

Herefter har arrangørerne inviteret tre lokale virksomheder til at holde indlæg om, hvordan de helt konkret har grebet arbejdet med ESG an, og hvad de har fået ud af det.

 

- Det kræver nytænkning at omstille en virksomhed. Derfor håber vi, at konferencen kan være med til at inspirere vores lokale virksomheder til at tænke anderledes, så de får lyst til at gå hjem og prøve at anskue deres forretning fra nye vinkler, fortæller Thea Lyng Thomsen, direktør for Bæredygtig Herning.

 

Derudover vil der også være en paneldebat om økonomi og lovgivning som forudsætning for omstilling. Hvordan sikrer vi, at økonomiske incitamenter driver den grønne omstilling, og hvordan kan det handlingsorienterede gå hånd-i-hånd med det lovmæssige aspekt?

 

 

Et forum for vidensdeling Konferencen henvender sig til virksomheder i Herning og Ikast-Brande kommuner og bliver en årligt tilbagevendende begivenhed.

 

- Når vi taler med vores erhvervskunder, er bæredygtighed og ESG nogle af de emner, som vi oftere og oftere berører. Derfor mener vi, at der er behov for et forum, hvor de lokale virksomheder kan vidensdele og hente inspiration. Med konferencen vil vi gerne være med til at understøtte, at vores stærke erhvervsliv har de bedste muligheder for at udvikle sig i en bæredygtig retning, siger Jørgen Nissen, filialdirektør i Vestjysk Bank i Herning.

 

Årets ESG-pris Konferencen bliver afsluttet med uddelingen af årets ESG-pris, som bliver givet til en virksomhed, der har udvist initiativ og handlekraft i forhold til ESG og gjort en særlig indsats.

 

Alle med kendskab til en lokal virksomhed, der fortjener at blive nomineret til årets ESG-pris, opfordres til at gå ind på Erhvervsrådets hjemmeside erhvervsraadet.dk/esg. Skriv virksomhedens navn samt begrundelse for nomineringen senest den 31. oktober.

 

En jury udvælger tre nominerede blandt de indstillede virksomheder. Juryen består af:

· Dorte West, borgmester i Herning Kommune

· Ib Boye Lauritsen, borgmester i Ikast-Brande Kommune

· Rasmus Norup, Erhvervsdirektør i Erhvervsrådet

· Thea Lyng Thomsen, direktør for Bæredygtig Herning

· Jørgen Nissen, filialdirektør i Vestjysk Bank i Herning

 

Udover prisen modtager vinderen et gavekort på 25.000 kr. til rådgivningstimer hos Transition, som er et konsulenthus, der blandt andet rådgiver virksomheder inden for grøn omstilling samt bæredygtige og cirkulære løsninger. Årets prismodtager kan dermed få værdifuld sparring til næste skridt på vejen i at lede og drive omstillingen mod en mere bæredygtig virksomhed.

 

Program og tilmelding Du kan læse det fulde program for konferencen og tilmelde dig på Erhvervsrådets hjemmeside her. Sidste frist for tilmelding er den 10. november.

Hvad er ESG? ESG står for Environment (miljø), Social (samfund) og Governance (ledelse). ESG-nøgletal giver virksomheder mulighed for at oplyse om deres indsats inden for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige områder på en håndgribelig måde.