Linda Havmøller Baunsgaard er kvinden bag Sprøt – en one-woman virksomhed, der tilbyder art direction, digitalt design, idé- og konceptudvikling, illustrationer, branding og sparring til sine kunder. Linda slår mest sine folder i tekstil- og livsstilsbranchen, og hun har valgt at hendes hovedkvarter skal ligge i Bæredygtig Hernings smukke rammer, fordi det bidrager med noget, hun ellers ikke ville have haft lige så let adgang til: ny viden og inspiration.

Der er en bevægelse i gang i den branche, Linda Havmøller Baunsgaard bruger mest tid på, tekstil-, mode- og livsstilsbranchen. Herning har altid været kendt for sin stærke forretningssans inden for netop dette felt, men de seneste år er også bæredygtighed kommet højt op på agendaen. ”Herning er kendt for sit købmandsskab, og indtil for nogle få år siden var mange bange for at bæredygtige tiltag skulle gå ud over økonomien. Nu er der flere virksomheder, som gerne vil tage et ansvar, ikke fordi det er smart, men fordi de gerne vil gøre en forskel”, siger Linda. ”Jeg tror netop det Bæredygtig Herning kan bidrage med er at se holistisk på bæredygtighedsagendaen. Vi skal tænke i bæredygtighed og se det som en del af virksomhedens forretningsgrundlag. Så når teamet her taler om bæredygtig vækst, så passer det perfekt ind i den ånd, der er i Herning”.

"Vi skal tænke i bæredygtighed og se det som en del af virksomhedens forretningsgrundlag. Så når teamet her taler om bæredygtig vækst, så passer det perfekt ind i den ånd, der er i Herning"

Linda Havmøller Baunsgaard  |  Indehaver, Sprøt

Linda hjælper ofte sine kunder med at finde ind til kernen af deres brand og derefter forløse den visuelt. I det arbejde bliver bæredygtighed ofte en del af samtalen. ”Mange af mine kunder lægger stor vægt på bæredygtighed, og mit job er at hjælpe med at finde ud af, hvordan det passer ind i deres DNA. Hvem er de? Hvad vil de? Hvor langt kan de gå? Det er nogle komplekse problemstillinger, og det er blandt andet derfor det giver mening for mig at sidde her i Bæredygtig Herning. Nu har jeg et netværk, jeg kan trække på, når jeg står overfor problemstillinger, der ligger ud over mine kompetencer”, siger Linda.

”Og så er jeg stolt af at være del af noget, som ikke bare handler om Herning. Perspektivet er større end Danmark, og nogle af de samarbejder der kommer op at stå her, kommer til at give genlyd i Europa og resten af verden, er jeg sikker på”.

Jeg er stolt af at være del af noget, som ikke kun handler om Herning. Perspektivet er større end Danmark, og nogle af de samarbejder der kommer op at stå her, kommer til at give genlyd i Europa og resten af verden, er jeg sikker på

Linda Havmøller Baunsgaard, indehaver, Sprøt

Virksomhed

Sprøt

Web

https://www.sproet.dk

Kontakt

Linda Havmøller Baunsgaard

+45 2174 5468
linda@sproet.dk

Art Direction, digitalt og grafisk design, illustrationer

Følg os på Instagram