Når isen glimter, publikum jubler, og pucken flyver af sted under ishockey-VM i Herning, har elever fra Ungdomscenter Knudmosen haft fingre med i spillet. Ikke på banen, men i de mange festligheder omkring begivenheden.

Knudmosen er Herning Kommunes tilbud om den 3-årige ungdomsuddannelse STU – Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. De cirka 100 elever har vidt forskellige udfordringer, som betyder, at de ikke kan indgå i klassiske uddannelsestilbud.

”Vi har en meget bred målgruppe, og siger aldrig nej til elever. Vores rolle er at udføre den opgave, vi bliver tildelt,” siger forstander Anna Mette Bonde Pedersen, og fortæller entusiastisk, hvordan Knudmosen arbejder med at skabe udvikling på det personlige, sociale og faglige plan for den enkelte elev, uanset diagnose eller baggrund.

”Vi skal have eleverne videre i beskæftigelse eller uddannelse, men det er jo meget forskelligt, hvad de kan. Vi rummer alle, og nogle er så langt væk fra arbejdsmarkedet, at vi forsøger at tilknytte dem til frivillige fællesskaber eller lignende. Det afprøves alt sammen i samspil med andre – fx VM i ishockey.”

Bæredygtighed er en vigtig kompetence

Samtidig arbejder Knudmosen bevidst med bæredygtighed.

”Vores opgave er at undervise de unge i at tage ansvar – det er den fremtid, vi ser ind i. Det vi laver, skal være produkter, som har en værdi. Vi skal bringe eleverne ud i samfundet, så de bliver en del af frivillighed og fællesskaber. Det gør de ved at arbejde med genbrug, og der er et kæmpe engagement i butikken for at bruge materialer fuldt ud,” forklarer Anna Mette Bonde Pedersen, og fortæller, at den tilgang også sættes i spil til VM i ishockey.

Da Herning i 2022 var vært for VM i ridesport, fik Knudmosen sin debut som VM-leverandør. Pludselig så rigtig mange mennesker, hvad elevgruppen kan, og det var meget givende for alle parter. Oplevelsen førte til en pop up-butik under VM i håndbold, som nu fører videre til VM i ishockey:

”Vi fik bannerne fra håndbold-VM ned på skolen, og er nu i fuld gang med at omsætte dem til produkter, der kan bruges til en ishockey-workshop på Torvet. Vi har lavet nye bannere og en masse andet af genbrugsmaterialer. Fx hjelm, puck og andet tilbehør, når der skal afvikles mini-hockey, dåseskydning og kryds & bolle i gågaden,” forklarer forstanderen, og fortsætter:

”Når vi får materialer ind, ser vi på, hvor meget vi kan genanvende, og det lykkes fuldt ud denne gang. Bannerne fra håndbold-VM har vi brugt sammen med et væld af arkivkasser fra Herning Kommune, som nu er skilt ad. Vi har brugt både plast og pap, for sådan er det med alt, hvad vi laver; det hele skal ud at leve igen som gode produkter.”

Alle unge drømmer om fremtiden

”Vores elever har præcis de samme drømme som andre unge. De vil også gerne have job, ægtefælle og børn. Men vejen til deres fremtid kan være svær, og derfor har vi brug for et godt samarbejde med virksomheder,” fortæller Anna Mette Bonde Pedersen, som af samme grund har arbejdet målrettet med relationen til det lokale erhvervsliv.

”I 2017 arbejdede vi hårdt på at komme igennem til virksomhederne. Vi lejede et lokale i Bredgade, så vi blev synlige i bybilledet, og begyndte at lave produkter. Ikke nogen, vi skulle tjene på, for det er ikke formålet, og vi må ikke være konkurrenceforvridende. Men det er en god læring for eleverne at producere noget, som andre kan bruge, og være i front, når det skal sælges.”

Opgaver skal styrke eleverne

Aktiviteterne i gågaden bar frugt. Gode historier om den særlige butik spredte sig, og også cityforeningen så et match; Knudmosen kunne skabe liv i gågaden, for skolen er farverig, og har altid elever med lyst til at tage del i noget nyt.

”Det er givende for vores elever at mærke, at de kan bidrage til, at det ser mere spændende ud i gågaden, og siden dengang er vores samarbejde med virksomheder vokset. Nu har vi et positivt problem, fordi vi inviteres med til så meget. Her er vores holdning altid, at eleverne skal få noget ud af det, vi påtager os. Vi skal kunne forklare, at opgaverne udvikler elevernes potentiale.”

Kæmpe opbakning fra lokalsamfundet

Anna Mette Bonde Pedersen oplever en kæmpe opbakning fra virksomhederne i Herning kommune.

”Vores sted er helt fantastisk, og personalet summer af idéer. De arbejdende værksteder fører til konkrete opgaver, hvor eleverne overskrider deres egne grænser, og pludselig oplever, at de kan og tør mere, end de troede. Vi behandles rigtig pænt af virksomhederne og får alt det råderum fra kommunen, vi kan ønske os. Sammen skaber vi de bedste betingelser for vores unge.”

Knudmosen er på alle måder klar til VM i ishockey.