Da hun oplevede det første gang, ramte det hende som en hammer; suget i mellemgulvet, musklerne i hele kroppen, der trak sig sammen, følelsen af at blive væltet omkuld. Tanja Gotthardsen havde opsagt sin deltidsstilling i forskningssektoren, og var lige gået all-in på sin selvstændige rådgivningsvirksomhed Continual i starten af marts 2020, da corona med ét slag vendte op og ned på hverdagen i den lille virksomhed.

Store aftaler blev trukket tilbage. Hele Tanja Gotthardsens økonomiske livsgrundlag smuldrede mellem fingrene på hende.

”Den første dag røg der aftaler for 35.000 kr., og sådan fortsatte det. Og det store problem var jo, at der ikke kom nye aftaler ind,” siger Tanja Gotthardsen.

Midt i det kaos, som corona-nedlukningen skabte for mange virksomhedsejere oplevede Tanja Gotthardsen det, som hun senere har navngivet ”f*ck-fasen”.

”Jeg kalder det ’f*ck-fasen’, fordi jeg vitterligt sad med en følelse af, at jeg var fucked. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Alt det, jeg havde bygget op henover de to foregående år på deltid i min lille biks, begyndte bare at vælte,” siger Tanja Gotthardsen.

I dag er f*ck-fasen blevet en del af Tanja Gotthardsens proces.

”Engang imellem sker der uvilkårligt ting, man ikke er herre over. Jeg kan jo ikke styre, om der kommer en pandemi eller nu, en krig, der ændrer de økonomiske grundvilkår for at drive virksomhed. Rigtig mange har stået i en lignende situation de seneste år, med den enorme usikkerhed som den eneste faste følgesvend. Det eneste jeg kan styre er min egen håndtering. Og gudskelov plejer den der forbandede f*ck-fase altså at kaste nogle nye idéer af sig,” siger Tanja Gotthardsen. “Ja, faktisk er den ikke så forbandet endda.”

 

Foto: Lenka Šimková

"Som person er jeg grundlæggende god til at finde læring i de udfordringer, jeg møder, og jeg accepterer ikke at sidde i kulkælderen ret længe. Nogle gange må vi bare acceptere, at der er ydre faktorer, der påvirker os, og navigere derefter."

Tanja Gotthardsen  |  Continual

Tanja Gotthardsens tre gode råd, hvis du befinder dig i f*ck-fasen

1) Giv det et navn: “Det hjalp mig rigtigt meget at give f*ck-fasen et navn. På den måde føles den mindre farlig, og jeg har efterhånden accepteret den som et vilkår. Og lært at holde af den.”


2) Brug f*ck-fasen til at gentænke status quo: "Når du befinder dig i f*ck-fasen, kan alt umiddelbart se ret sort ud, men der opstår også et rum for kreativitet. Uden mine ture i f*ck-fasen havde jeg ikke været der, hvor jeg er idag."


3) Acceptér, at det hele nogle gange er fucked: "Som person er jeg grundlæggende god til at finde læring i de udfordringer, jeg møder, og jeg accepterer ikke at sidde i kulkælderen ret længe. Nogle gange må vi bare acceptere, at der er ydre faktorer, der påvirker os, og navigere derefter. Vores verden er blevet mere prekær de seneste år, og derfor kan vi lige så godt vende os til f*ck-fasen.”

Kom og hør Tanja fortælle om f*ck-fasen til vores Fuckup Friday

Tanja Gotthardsen gæster Bæredygtig Herning til Fuckup Friday d. 8. april 2022 kl. 13.30-15.00. Her kan du høre meget mere om hendes oplevelser med f*ck-fasen, og hvordan hun har lært at takle den som et vilkår og en del af processen.

Få din billet her. 

Web

https://www.eventbrite.com/e/fuckup-friday-med-tanja-gotthardsen-tickets-297960135787

Tilmeld dig Fuckup Friday med Tanja Gotthardsen på linket ovenfor