Jo mere vi deler vores udfordringer, sejre, erfaringer og viden med hinanden, desto stærkere står vi i arbejdet med den bæredygtige omstilling. Forandring sker ikke i siloer – den sker i fællesskab. Derfor inviterer vi vores medlemmer med på medlemsbesøg, hvor vi åbner dørene til forskellige virksomheder, organisationer og initiativer i Herning Kommune.
Besøgene er en mulighed for at engagere sig i hinanden på tværs af fag og brancher, styrke relationerne i netværket og blive inspireret af de mange bæredygtige projekter – store som små – der allerede spirer i vores lokalområde.
Vores forening rummer meget forskelligartede organisationer og dermed et bredt netværk med stor mulighed for sparring på tværs af brancher. Vi udvælger med vilje fire vidt forskellige medlemmer som værter i løbet af året, fordi vi tror på, at den bedste viden og inspiration ofte kommer fra dem, der gør tingene på en anden måde end os selv.
For hvem
Medlemsbesøgene er for alle vores medlemmer. For dig, der arbejder med eller er nysgerrig på bæredygtighed i praksis. Du kan komme fra en produktionsvirksomhed, en kulturinstitution, en servicefunktion, en offentlig organisation eller noget helt femte. Det vigtige er ikke, hvilken branche du tilhører, men at du har lyst til at dele og lære sammen med andre.
Vi samler engagerede mennesker fra forskellige faglige baggrunde og sektorer, som alle ønsker at bidrage til en bæredygtig udvikling – både i deres egen organisation og i lokalområdet. Det er et sted, hvor direktøren og den grønne praktikant kan stå side om side og lære noget nyt – sammen.
Udbytte af netværk
Du får en unik mulighed for både at dele dine egne erfaringer og suge til dig af andres perspektiver, viden og undren omkring bæredygtighed at være en del af et uformelt netværk og socialt samvær.
Format & struktur
Der er flere medlemsbesøg om året, hos vidt forskellige medlemmer. Medlemsbesøgene varer 2,5 time og byder på:
- Rundvisning og ærligt indblik i værtens arbejde med bæredygtighed - både vigtige læringer, sejre og udfordringer
- Workshop med udgangspunkt i en case eller udfordring stillet af værten
- Perspektiv og inspiration fra Bæredygtig Herning omkring casen og dagens tema.
Læs mere om de enkelte medlemsbesøg, hvem vi besøger og hvornår her.
Pris
Gratis for alle medlemmer.