Hvordan skaber vi stærkere forbindelser mellem lokale råvarer, landbrug, uddannelse og virksomheder? Det undersøger vi i vores nye netværk Fra jord til bord – et fællesskab for lokale leverandører, producenter og aktører, der vil styrke samarbejde, innovation og bæredygtighed på tværs af værdikæden.
For hvem
Netværket Fra jord til bord er for dig, der arbejder med lokal fødevareproduktion – måske som landmand, mikroproducent, iværksætter eller udvikler af nye initiativer. Du kan være en del af en gårdbutik, et torvemarked eller et fødevarefællesskab.
Målgruppen spænder bredt fra små og mellemstore gårde til mikroproducenter og aktører inden for regenerativt landbrug, økologi og sæsonbaseret produktion. Uanset størrelse og erfaring er du drevet af ønsket om at skabe grønnere produkter, lokale samarbejder og stærkere forbindelser mellem jord og bord.
Udbytte af netværket
I netværket mødes fødevareproducenter, der vil skabe udvikling gennem samarbejde og vidensdeling. Du kan forvente at få:
-
Sparring med andre producenter om fælles udfordringer og løsninger.
-
Viden og inspiration fra workshops om bl.a. regenerativt landbrug, CSA-modeller og mikroproduktion.
-
Nye samarbejdsmuligheder inden for distribution, markedsføring og fælles initiativer.
-
Mulighed for at udvikle egne projekter med støtte fra et netværk af ligesindede.
Udbyttet afhænger naturligvis af, hvor du står i din proces – men fælles er ønsket om at styrke lokal fødevareproduktion og skabe konkrete resultater.
Format og struktur
Netværket har fokus på følgende:
-
Kickoff og behovsafklaring – kortlægning af produktion, interesser og udfordringer.
-
Videnopbygning og inspiration – workshops, cases og besøg hos lokale producenter.
-
Netværksaktiviteter og samarbejde – temamøder, matchmaking og fælles projekter.
Bæredygtig Herning driver netværket og er tovholder, mens en ekstern konsulent faciliterer møderne.
Næste møde:
Tema: Lokal model for afsætning
Hvordan kan vi styrke salget af lokale fødevarer i Herningområdet?
På mødet arbejder vi med at udvikle en lokal model for afsætning og udbringning af lokalt producerede fødevarer.
Alle lokale fødevareproducenter er velkomne – uanset størrelse eller produkt.
Dato: Mandag 24. november 2025
Tid: kl. 14-16
Sted: Landeriet, Krøjgårdvej 17, 7400 Herning
Tilmelding til Johanne Birn på johanne@johannebirn.dk
Pris
Gratis for medlemmer til udgang af 2025.
Kontakt